Torben Bille

Fredag den 12. april 2013 om formiddagen fik vi at vide, at Torben, vores gamle ven, digter og "krigskammerat”, var død samme nat. Hjertestop.

Torben endte jo med at være en slags ”offentlig person” og andre er i fuld gang med at præcisere, hvad der for hans vedkommende kan lægges i dét.

Det er OK. Og ingen skal være i tvivl: Selvfølgelig er offentligheden osse os, hans gamle venner, så sandt som vi lever i det her land og på den her tid.

Men hér vil vi synge vores sang. Koncentrere os om dét, der fornuftigvis er vores vinkel og tilgang.

Vi kendte Torben i næsten et halvt århundrede. For Peters vedkommende fra han og Torben i 1966 kom i I G, nysproglig, på det lillebitte gymnasium, Schneekloths Skole på Værnedamsvej.
Man kendte hinanden dér, ikke mindst hvis man var til musik. Og ham, den lange med RAF-kokarden på jakken (lissom Pete Townsend fra Who, ikke?), han var vist én, der var noget ved, til trods for hans sære passion for boldspil.... Så Peter var meget tilfreds med, at Torben blev én af klassekammeraterne. Så var der da sat visse grænser for, hvor kedeligt det ville blive!

Men vigtigere var, at det band, hvor Torben var en slags huspoët og medicinmand - og som Allan spillede i - skulle bruge en mere skør, gerne osse mere kompetent, trommeslager.

Og at det blev Peter. For sådan fik vi mange ting sammen, de næste, ja, 5-6 år endte det vel med at blie.....

Så en dag sku Allan og Peter ikke mere være popmusikere – og Torben sku heller ikke mere være ”medicinmand”. Vi sku nogle andre ting med vores liv.

Men sådan et gammeldags, selvsået band er jo lidt lissom en gadebande i sin psyko-sociale struktur og måde at fungere på. Det er grundlæggende, identitetsbærende modulblokke, vi har fat i.

Selv om man evt. holder op med at være sammen om de ting, som gadebander - eller popbands - er sammen om, ja, så melder man sig ikke bare ud. La Famiglia, ikke? Så vi sås da, sådden, af og til. Havde styr på, hvad der gik op og hvad der gik ned for hinanden. Kom til nogle af hinandens runde dage. Hinandens unger vidste, hvem hinandens voxne var. Og når nogen skrev en bog eller udgav en plade, delte man da stadig dét med gamle venner.

Mere tid gik.
Vi sås sjældnere. Ja, efterhånden blev det vel nøgternt set en slags......”definitionssag” - dét med at ses. Der gik i hvert fald grumme lang tid imellem.

Men vi vidste hele tiden - og det med søvngængeragtig sikkerhed - at hinanden var der. Derude i mørket et sted. En sjælden gang var der pludselig en signallampe, som blinkede. Og der blev svaret - eller man ku svare selv. Stadig hul igennem - som det på én eller anden skør måde virkede: hjemmefra, sgu.

Men lyset gik hen og gik ud. Signallampen er slukket - den vil vi savne. Tanken melder sig: Herfra er vel så bare mørket?

Men sådan er det ikke. Når vi synger de ord, Torben skrev til os, er han til stede - det er sådan et trick, medicinmænd kan.

Og han var én af de rigtige.

.